Velkommen til Fenris Film & Multimedia

 

Kan Det Være Lovligt?                          

2008, 3 min., instr. Mikkel Stolt

Mikkel er lidt nervøs – en gruppe unge samler sig hver dag foran hans vinduer. Det skal de da ha’ lov til, bevares, men er de en bande eller hva’? Hvad har de for? Planlægger de noget? De kan jo også se lige ind i lejligheden. Mikkel beslutter at overvåge dem... det er vel tilladt at filme ud af sine egne vinduer? Nå ja, de har sådan set ikke generet nogen, men man ved sgu aldrig nu om dage! Og i hans alder vil man jo gerne ha’ fred til at læse sin Politiken i PH-lampens skær med DR2 kørende i baggrunden.

Instruktøren kalder selv genren for dokomedie, hvilket vil sige, at den både er sandfærdigt dokumentarisk og sjov – på en måde! Filmen var en af ti små film udvalgt af Det Danske Filminstitut og Politiken til at blive vist i serien CLIPS på www.politiken.tv.

Se filmen HER

Manus, instruktion, foto og klip: Mikkel Stolt, Musik: M. Stolt/Søren Siegumfeldt Producere: Raasthøj/Stolt

Filmen er finansieret af DFI/CLIPS-puljen.

Evaluering:

Institut for Medier, Erkendelse og Formidling (ja, det hedder det) på Københavns Universitet har udfærdiget en u-officiel rapport om hele CLIPS-projektet. De er knap så begejstrede for det hele, og er især skuffede over kvaliteten af filmene og de begrænsede seer-tal, men vil ikke desto mindre gerne se en gentagelse. Om Kan Det Være Lovligt? skriver de specifikt:

– en formmæssigt interessant film, som spiller på tidens amatørvideoer, men også på overvågning. Den har en subjektiv-refleksiv dimension – har instruktøren fået paranoia? Virkelighedsforankring og aktualitetsdimension er begge til stede i form af uroligheder på Nørrebro og andre steder i byen. Men filmen er teknisk og kvalitetsmæssigt alt for uforløst til at gribe virkelig fat i modtageren.

 

Som instruktør kan jeg tilføje, at amatør/overvågnings-videoer pr. definition jo er teknisk og kvalitetsmæssigt uforløste, og at det var det, jeg gerne ville ramme. Og da det subjektivt-refleksive også er det, jeg gerne vil med mit arbejde, så ser jeg det som en god anmeldelse - hehe. Rapporten er udarbejdet af Ib Bondebjerg, Klaus Bruhn Jensen, Inge Sørensen & Stine Juhl Nielsen.